Jeg fortalte alt. Om aftenen med vikingen, om
casino uden rofus, om 500 kroner der blev til 14.500 på en time. Hun lyttede uden at afbryde. Da jeg var færdig, stod hun længe og kiggede på scooteren. Så sagde hun: Kører den?
Jeg sagde: Ja.
Hun sagde: Så tag mig med.
Vi kørte ud til søen ved Esrum. Det var mørkt, og der var ikke andre. Jeg gassede op, og sneen sprøjtede bagud, og Sanne holdt fast om min mave. Jeg kunne høre hende grine gennem hjelmen. Det var samme lyd som børnene, når de kører rutsjebane.
Vi kørte i en time. Da vi kom hjem, var ungerne vågnet. De stod i vinduet og kiggede ud. Min søn pegede på scooteren. Han råbte noget, jeg ikke kunne høre. Men han smilede.
Jeg har ikke spillet siden den aften.
Ikke fordi jeg er bange for at blive afhængig. Bare fordi jeg fik det, jeg skulle have. En snescooter. En tur med Sanne. En historie, jeg kan fortælle mine børn, når de bliver voksne.
Nogle gange tænker jeg på den rødskæggede viking. På hvordan han sejlede hen over skærmen med sine økser og ravne. Jeg aner stadig ikke, hvordan spillet fungerede. Jeg trykkede bare på spin, indtil det gav mening.
Det gjorde det til sidst.